Aarhus Kulturhovedstad – Åbningsceremonien

Aarhus blev introduceret som Europæisk Kulturhovedstad med lys, lyd og farver.

 

21. januar 2017 markerede starten på året, hvor Aarhus bliver omdannet til europæisk midtpunkt. Gennem hele 2017 kommer Aarhus til at stå i centrum for kultur, kunst, litteratur, dans og teater. Året som kulturhovedstad blev sparket i gang med et fantastisk optog, der blev startet af H.M. Dronning Margrethe. Optoget gik fra musikhuset i Aarhus 2,5 kilometer ned til Dokk1, hvor det blev afsluttet med musik, filmsekvenser, DJ-underholdning korsang og fyrværkeri. Hele byen var fyldt med musik og lysinstallationer.

Rethink

Aarhus har med mantraet ”Let’s Rethink” arbejdet siden 2008 på at blive Europæisk Kulturhovedstad. Med ønsket om at opfordre til nye løsninger i en verden, der stadig forandrer sig, er Rethink en invitation til deltagelse. Ved at opleve kunst og kultur i regionen i 2017 har alle mulighed for at deltage i kulturåret og definere hvordan, Rethink bliver gennemført.

Tanken bag en europæisk kulturhovedstad begyndte allerede i 1985. Dengang var det Athen, der skulle stå for showet. Siden da har traditionen været rundt i Europa, og sidste gang en dansk by havde æren af at stå i centrum for europæisk kultur var hele 10 år siden, da København stod for festen.

Åbningsceremoni i Musikhuset
Lørdag startede med en åbningsceremoni inde i musikhuet for specielt inviterede. Blandt klassisk musik og en optræden af et kor fra søster-kulturhovedstad Pafos i Cypern blev Aarhus og introduceret af både kulturminister Mette Bock, statsminister Lars Løkke Rasmussen og H.M. Dronning Margrethe. Margrethe fik i sin tale både nævnt sin egen tid i Aarhus, da hun læste på universitet, men også sat stærkt fokus på, hvad en status som Europæisk kulturhovedstad kan gøre for Aarhus og hele Region Midtjylland.

Dronningen startede optoget

Optoget blev startet af dronningen og bød på et væld af sanseindtryk. Gennem hele den 2,5 km lange rute kunne man høre korsang, toner fra blandt andet Aarhus Jazz Orchestra, Aarhus Symfoniorkester, korsangere, den færøske sanger Eivör og den dansk-tyrkiske sanger Luna Ersahin. Musikken satte stemning for optoget, der bestod af lysende skibe og et hav af lanterner, der blev fragtet ned gennem byen af de mange deltagende i optoget.

Åbningsceremonien er designet af britiske Nigel Jamieson. Han har blandt andet stået for åbningsceremonien til Europæisk Kulturhovedstad i Liverpool 2008. Rådhustårnet har været en central del af lysshowet med både lys og korsangere, der sammen med de andre kor, der var placeret rundt i byen, sang optoget gennem byen. Dokk1 spillede også en central rolle for musikken, da over 600 korister stod på bibliotekets trapper og sang gennem optoget.

En fantastisk afslutning

For enden af lysshowet blev DLG fabrikken brugt som lærred til forskellige filmsekvenser, som passede med musikken. De forskellige budskaber havde fokus på naturen og de aftryk, mennesker laver på den. Atmosfæren i byen var præget af entusiasme for et godt kulturår, musik, lys og selvfølgelig det fyrværkeri, der afsluttede optoget.

Efter et meget imponerende fyrværkeri ændrede stemningen sig med friske toner fra DJ Static, der mixede moderne musik og skabte en festlig afslutning på åbningsceremonien. Efterfølgende blev der igen fyret en imponerende kavalkade af fyrværkeri op over vandet ved Dokk1. Der var ingen tvivl om, at Aarhus havde startet året som Europæisk Kulturhovedstad med et brag. Med over 60.000 gæster der kom for at se optoget, de mange deltagende, et fantastisk og meget atmosfærisk show, vil vi sige, at det hele var fantastisk gennemført. Vi ønsker Aarhus tillykke med statussen som kulturelt midtpunkt og glæder os til at se deltage, smage, lytte og opleve alt, hvad året har at byde på.