Tøjvaner der gør en forskel

I Danmark smider vi årligt ca. 90.000 tons tekstilaffald ud. Alt for mange af os overvejer ikke, at vores brugte tøj kunne bidrage til et meget bedre formål end forbrænding. Og faktisk indtager Danmark en kedelig fjerdeplads, når det kommer til overforbrug – øv!

Men det er her, genbrug kommer ind i billedet. At gå ind for genbrug er nemlig både bæredygtigt og støtter et godt formål. Det er et område, hvor alle kan være med, fordi det er nemt at aflevere sit brugte tøj, og fordi genbrugsshopping ikke er dyrt.

Hvis du endnu ikke har haft oplevelsen af at aflevere dit brugte tøj eller at støde på årets fund i den lokale genbrug, kan det varmt anbefales. Følelsen af at gøre en god gerning samtidig med at finde den helt rigtige kjole er en meget positiv og givende oplevelse.

Det vintage og retro look er tilmed på mode. Der er ingen, der siger, det ikke kan være stilfuldt at gå i genbrug. Ofte er secondhand items med til at skabe et unikt og personligt look, som du med fordel kan kombinere med nye items.

Det er ingen hemmelighed, at vi elsker mode her på Katoni. Og hvem siger, at man ikke kan gøre det på bæredygtig vis? Har du fået online shoppet rigeligt her på det sidste og trænger til at rydde op i garderoben? Så vil det være oplagt at aflevere dit brugte tøj til genbrug. Vi viser dig her, hvor i landet du kan aflevere dit tøj med god samvittighed.

 

Her kan du købe og aflevere secondhand tøj

Der er mange fordele ved genbrug og genanvendelse af tøj. Der findes i dag utroligt mange støtteorganisationer, der har butikker og tøjcontainere landet over. En del af dem har sågar deres egne webshops, hvor man kan støtte en hjælpeorganisation ved at købe brugt tøj, som andre har indleveret.

Vi har samlet en række af de hjælpeorganisationer og tiltag, der sikrer penge til velgørenhed gennem genbrug og salg af tøj. Vi vil også give et overblik over, hvad de forskellige organisationer støtter, så du kan vælge at støtte den organisation, hvis formål passer bedst med dine værdier.

Blå Kors

Blå Kors støtter de svageste og mest udsatte i samfundet. De støtter bl.a. mennesker med alkoholmisbrug, unge fra hjem med misbrug, hjemløse, psykisk syge og udsatte voksne i Danmark.

Blå Kors har en webshop, der med det passende navn, “lidt smartere”, opfordrer folk til at bruge deres fornuft til at gøre en indsats for de svageste i samfundet. På webshoppen sælger de tøj til herrer, damer og børn, og faktisk har de et ret stort udvalg og til meget favorable priser. Der er både billeder og priser på alle deres produkter. Men skynd dig, for der er kun et af hvert produkt! Webshoppen kan findes her.

Derudover har Blå Kors over 58 genbrugsbutikker landet over, og dem kan du finde en oversigt over her.

 

 

Danmission

Danmission er en kristen organisation, der kæmper for at opretholde og styrke den kristne kirke globalt, støtte og hjælpe fattige og promovere fred og forståelse gennem dialog. De kæmper for frihed, ligeværdighed og for, at alle kan leve et værdigt liv i et retfærdigt samfund.

Danmission har over 80 genbrugsbutikker landet over, hvor det er muligt at indlevere sine aflagte klæder og ting og købe sig noget nyt. En oversigt over hvor disse ligger kan findes her.

 

Dansk Folkehjælp

Dansk Folkehjælp er en demokratisk, non-profit organisation uden politiske tilhørsforhold, som tilbyder bistand til udsatte grupper i Danmark såvel som i andre lande, både akut og langsigtet. De arbejder for at kunne støtte mennesker i udsatte situationer, sprede kendskabet til førstehjælp, sikkerhed og forebyggelse både herhjemme og i udlandet og for at hjælpe krigs- og katastrofeofre.

Dansk Folkehjælp har ni genbrugsbutikker i Danmark, som kan findes her.

 

Do Good

Do Good er en app, hvor du kan sælge dine ting og donere pengene til velgørenhed. Du tager simpelthen bare et billede af den ting, du ønsker at sælge, og vælger hvilken organisation, pengene skal gå til. Køber indbetaler pengene, som går direkte til organisationen. Du kan oven i købet få skattefradrag på produktets pris, hvis du indtaster dit CPR-nummer. Det er et smart koncept, hvor du kan give til et godt formål og på samme tid trække lidt fra i skat.

Du kan på deres hjemmeside se mere om, hvordan det fungerer og hvilke organisationer, du kan støtte.

 

Kirkens Genbrug

Kirkens Genbrug er drevet af organisationen Samvirkende Menighedsplejer samt butikkernes frivillige til fordel for at hjælpe udsatte, ensomme, syge og økonomisk udfordrede personer i Danmark. Det gør de gennem kirkeligt-socialt arbejde, og en af måderne, det finansieres på, er gennem genbrugsbutikker.

Deres butikker er at finde rundt omkring i hele landet – find butikken tættest på dig her.

 

Fashion-resales

Fashion-resales er en webshop, der sælger brugt tøj. Det fungerer således, at du indleverer dit tøj hos Fashion-resales, som varetager salg, fotografering af tøjet samt opbevaring og afregning med både køber og sælger. De samarbejder med Ungdommens Røde Kors, som de donerer 2 % af deres overskud til, mens du samtidig selv kan vælge at donere din indtjening helt eller delvist til Ungdommens Røde Kors. Mange vælger at donere hele deres indtjening til velgørenhed.

Du kan finde webshoppen her.

 

Folkekirkens Nødhjælp

Folkekirkens Nødhjælp kæmper for en verden uden sult og undertrykkelse. De uddeler nødhjælp og forebygger katastrofer rundt omkring i verden. Deres mål er at bekæmpe sult og styrke demokrati, ligestilling og menneskerettigheder.

De har 125 genbrugsbutikker landet over samt et væld af tøjcontainere, hvor du har mulighed for at donere dit aflagte tøj. Du kan se en oversigt over dem her.

De har også en webshop på deres hjemmeside. De sælger kun lidt tøj, men de har flotte figurer, smykker og nipsting, der bygger på fair trade, og som du kan støtte op om organisationen ved at købe. Webshoppen kan findes her.

Frelsens Hær

Frelsens Hær er en kristent funderet organisation, som yder hjælp til mennesker i nød uanset tro, hudfarve eller politisk overbevisning. De yder nødhjælp uden at diskriminere og har kun øje for det enkelte menneskes behov. Frelsens Hær er en livsnerve for en stor gruppe af udsatte mennesker i 128 lande, deriblandt Danmark.

Du kan bl.a. støtte Frelsens Hær ved at donere tøj til en af deres tøjcontainere eller genbrugsbutikker, hvor du også kan købe tøj. Du kan finde deres butikker og tøjcontainere her.

 

Guld og Rod

Guld og Rod ejer fem genbrugsbutikker, hvor du kan købe en stand og vælge en pris for dine ting. Butikken vil sælge dine ting og pengene for dem ryger ind på din konto. Guld og Rods overskud går dog til velgørende formål, som de i butikken udvælger. De har bl.a. støttet Knæk Cancer, Nordjyllands Internat, Aflastningstjenesten og Care4U. Det er en sjov og anderledes måde at komme af med sine brugte ting på, og det er rart at vide, at pengene, man betaler for at få solgt sine ting, går til et godt formål.

Find adresser på de fem genbrugsbutikker her.

 

HappyHand

HappyHand er en non-profit organisation, som arbejder for at gøre livet bedre for trængende mennesker. De udfører godtgørende projekter i U-lande og i Danmark.

De har tre butikker, som ligger i henholdsvist Aalborg, København og Vejle. De kan findes her. Her sælger de genbrug og bruger de penge, de samler ind, på at støtte en god sag. Aflevér eller køb tøj i en af butikkerne, så er du med til at støtte deres gode sag.

 

Indre Mission

Indre Mission bygger på kristne idéer, men har mange forskellige mål. De arbejder for at fremme Bibelens budskab, støtte trængende familier og skabe fællesskab og aktiviteter, der giver et meningsfuldt liv for seniorer. Derudover giver de gennem tværkulturelt arbejde en håndsrækning til immigranter ift. at lære dansk og integrere sig i det danske samfund.

Indre Mission har på landsplan 32 genbrugsbutikker, hvor du både kan indlevere og købe brugt tøj og ting og sager. De kan findes her.

 

KFUM’s Sociale Arbejde

KFUM’s Sociale Arbejde er en folkekirkelig organisation, som yder socialt arbejde for at hjælpe mennesker i udsatte livssituationer. Omkring 850 ansatte og 2150 frivillige arbejder landet over for mennesker i udsatte livssituationer – fx i gratis rådgivninger, sociale caféer, socialøkonomiske virksomheder, genbrugsbutikker, bosteder for hjemløse og meget andet.

De har 17 genbrugsbutikker landet over, hvor det er muligt at støtte ved at give og købe tøj og sager. Du finder dem her.

 

Kirkens Korshær

Kirkens Korshær er en folkekirkelig hjælpeorganisation, der udfører socialt arbejde blandt udsatte i 27 forskellige byer i Danmark. De kæmper for at hjælpe socialt udsatte ved bl.a. at drive herberg og forsorgshjem. De ønsker at hjælpe samfundets mest udstødte grupper, deriblandt psykisk syge, hjemløse, alkoholikere og narkomaner.

Her kan du finde en af deres mange genbrugsbutikker, hvor du kan gøre en forskel for dine medmennesker.

 

Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelses hovedformål er at forske og forebygge kræft samt rådgive kræftpatienter og deres pårørende.

Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker hedder IGEN , og deres overskud går ubeskåret til at bekæmpe kræft. Der findes desværre kun 13 butikker på landsplan, men de er at finde i de fleste store byer. Se en oversigt her.

 

Luthersk Mission

Luthersk Mission er en organisation, der arbejder både i Danmark og udlandet med at sprede Bibelens budskab og hjælpe folk ud af fattigdom, da de mener, alle mennesker er unikke og værdifulde og fortjener et værdigt liv.

Luthersk Mission har 7 genbrugsbutikker på landsplan, som kan findes her.

 

Mission Afrika

Mission Afrika er en folkekirkelig missionsorganisation, der arbejder på mere end 70 kirkelige og sociale projekter i Afrika, der bl.a. spænder over sundhed, undervisning, kapacitetsopbygning forkyndelse, gadebørn og landsbyudvikling.

De har over 70 genbrugsbutikker landet over, hvor du kan bidrage med dit aflagte tøj, ting og sager og finde nye, brugte fund. Butikkerne kan findes her.

 

Mødrehjælpen

Mødrehjælpen er en organisation, der yder støtte og rådgivning til børnefamilier og gravide kvinder. De yder retshjælp, samtaler i forbindelse med abort og giver julehjælp til familier med få midler. De ønsker at hjælpe til at børn får en god opvækst ved at forbedre vilkårene for enlige forældre, gravide og børnefamilier og ved at støtte voldsramte familier  og rådgive unge forældre.

Mødrehjælpen har en række genbrugsbutikker landet over, hvor de sælger brugt børnetøj, legetøj, udstyr m.m., og hvor du kan indlevere dit eget. En oversigt over butikkerne kan findes her.

 

Odendo

Odendo er et nyere koncept, der går ud på, at virksomheder auktionerer produkter, hvortil overskuddet eller dele af det går til et godt formål. De sælger bl.a. tøj, sko og gavekort til forskellige tøjbutikker. På denne måde kan du, selv hvis genbrugstøj ikke lige er dig, støtte et godt formål gennem dine tøjvaner ved at støtte de firmaer, som donerer penge til velgørenhed. Du kan også få lækkert designtøj og gavekort og hjælpe med at promovere de brands, der støtter de gode formål.

Hjemmesiden kan findes her.

 

Red Barnet

Red Barnet arbejder for at forbedre børns levevilkår, både i Danmark og i udlandet. De kæmper for at overholde og forbedre børns rettigheder og redde, styrke og beskytte børn i hele verden.

Red Barnet har 19 genbrugsbutikker landet over. Fælles for dem er, at de kun sælger tøj, legetøj m.m. til børn. Konceptet er, at tingene går fra barn til barn, og at overskuddet går til at styrke de dårligst stillede børn lokalt, nationalt og internationalt. Se en oversigt over butikkerne her.

 

Røde Kors

Røde Kors er en støtteorganisation, der hjælper mennesker i nød i 190 lande uafhængigt af deres nationalitet, etnicitet og religion. Det er en neutral organisation, der er uafhængig af partipolitik.

Røde Kors har på landsplan over 235 genbrugsbutikker og over 1500 tøjcontainere. De kan findes her. Årligt tjener Røde Kors et overskud på over 57 millioner, som går til nødhjælp verden over. De kan bruge alt dit tøj uanset stand, da dit pæne tøj sælges i deres butikker, dit slidte, gamle tøj sælges til genbrug i udlandet og resten kan genanvendes til tekstilfibre og blive til nyt tøj. De tager også imod mange andre ting såsom interiør, legetøj og linned. Den komplette liste kan ses her.

 

Svalerne

Svalerne er en politisk og religiøst uafhængig u-landsforening, der udfører udviklingsarbejde i Indien og Bangladesh. De støtter lokale græsrodsorganisationer, som arbejder for at styrke og bevidstgøre de fattigste.

Hvis du ønsker at støtte dem, har de tre fysiske butikker i København, Odense og Fredericia og et loppemarked i København. Du kan finde dem her. Hvis du uheldigvis ikke skulle have mulighed for at komme dertil, er der dog stadig rig mulighed for at støtte dem gennem donationer på deres hjemmeside.

 

Selvfølgelig er der mange organisationer, der ikke er på vores liste, som du stadig sagtens kan støtte, hvis du ønsker at donere til velgørenhed. Listen er blot ment som en guide til, hvordan du, ved at ændre så simpel en ting som dine tøjvaner, kan hjælpe mennesker i nød og træffe bæredygtige beslutninger.

Vi håber, at du vil overveje at donere til genbrug næste gang, du rydder op i garderoben.