Mød modellen Jeppe Strynø

 

Faktaboks

 

Spændte nærmer vi os cafeen Slap Af i Studsgade i Aarhus. Her har vi nemlig sat modellen Jeppe Strynø stævne. De hyggelige gamle bygninger, cafeer og brosten i Latinerkvarteret danner rammen for vores møde. Et sted der også viser sig at være Jeppes yndlingsområde. Vi må indrømme, at vi er nysgerrige efter at møde Jeppe – man kunne jo have sine fordomme modeller?! Men hvad gemmer der sig egentlig bag det flotte ydre? Vi må tilstå, at vi blev overraskede på den bedst mulige måde. I to indlæg kan du lære modellen Jeppe bedre at kende. Læs med her og kom lidt tættere på Jeppes stil og modellivets udfordringer med skridtbeskytter og bar mave.

I næste uge kan du komme endnu tættere på personen Jeppe, hans hemmeligheder, største idoler, piger og meget mere.

I Slap Afs hyggelige rammer sætter vi os med en kop kaffe, og som cafeens navn antyder, så var det ganske afslappende. Jeppe sidder tilbagelænet i sofaen. Han fortæller og fortæller, og med interessante historier og skønne formuleringer flyver tiden afsted.

”Jeg havde aldrig prøvet noget lignende”

Jeppe har aldrig haft den store drøm om at blive model. Han kickstartede karrieren lidt ud af det blå, da hans daværende kæreste begyndte at tage billeder af ham, og opfordrede ham til at indsende dem til modelbureauer. Det resulterede i, at Unique Models inviterede ham til en casting, og her startede det for alvor:

”Jeg blev smidt ind foran et kamera og skulle gøre alt muligt forskelligt. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende og tror, det var virkelig op ad bakke med mig”

fortæller Jeppe med et lille grin, imens han svinger lidt med armene for at vise de forskellige poses.

”Jeg stod og kampsvedte, og det var mærkeligt. Og pludselig stod jeg der i bar mave og med en masse folk omkring mig. En fotograf, en assistent, en masse makeup’ere og så lille mig.”

Der er ingen tvivl om, at Jeppe fandt sin første casting grænseoverskridende. Umiddelbart er det svært for os at forstå, at en så udadvendt og snaksalig fyr ender i en situation, der for ham er så udfordrende.
  DSC_0389

Foreneligt modeljob og studie

Jeppe bor i Aarhus sammen med sin bedste kammerat. De er barndomsvenner fra Middelfart og med hans egne ord, er de som et gammelt ægtepar.
Hovedformålet med flytningen til Aarhus var studiet, hvilket er meget vigtigt for Jeppe. Men ved siden af studiet er modeljobbet en rigtig god side-geschäft.

Det er meget sjov og ballade at være model, og derfor er jeg glad for at kunne kombinere det med studiet. Det er nok også fordi, jeg har brug for lidt mere stimulans og tyngde i min hverdag. Og så går jobbet rigtig godt i spænd med dét at være universitetsstuderende.

I sommers afsluttede Jeppe sin bachelor i Engelsk og Europæiske Studier, hvorefter tanken var, at han skulle arbejde som fuldtidsmodel.

Jeg synes virkelig, det er et sjovt job, og jeg har virkelig mødt rigtig mange søde mennesker. Men det er en lidt langsommelig proces, hvor man også skal finde bureauer til at repræsentere én i udlandet osv. Og så åbnede muligheden sig for et job på Slap Af, og her kan jeg få lov til at strikke min hverdag sammen, så der er plads til det hele.”

Dog har han stadig en interesse i at afprøve jobbet som fuldtidsmodel, men har også nogle værdier, som vil blive udfordret.

Det der med at være alene afsted, bo sammen med fem andre i en lille lejlighed i en længere periode, det er måske ikke lige mig.”

På længere sigt håber Jeppe fortsat at have modeljobbet som en side-geschäft.

”Jeg er jo ikke noget specielt – jeg er meget almindelig af udseende”

Jeppe bliver primært booket til kommercielle jobs og er i øjeblikket aktuel i Minimums nye efterårskollektion og på fronten af Miiegos høretelefoner.
Jeppe fortæller, hvordan hans udtryk efterhånden bliver mere populært i takt med, at han bliver ældre.

Jeg har også fået at vide, at når jeg får lidt flere rynker og gråt hår, så bliver jeg god!”

fortæller Jeppe, mens hans griner, trods han faktisk mener det helt seriøst.
Med Jeppes udstråling og gode humør kommer det ikke som den helt store overraskelse, da han lidt betænksom og med et smil på læben fortæller os følgende:

Jeg er ikke kommet mig over den der begejstring over at se mig selv på reklamerne – jeg synes, det er vildt sjovt. Men altså, nu skal det jo heller ikke lyde som om, at jeg bare står og savler over mig selv, når jeg ser mig selv i et vindue… Men jeg synes da, det er lidt sjovt – hvis man kan få lov at sige det uden at lyde mega selvfed og klam, så vil jeg gerne have lov til det.”

Vi griner lidt over hans formuleringer og kan sagtens forestille os Jeppe stå og småhoppe af begejstring over et billede af sig selv.

Fordomme og skridtbeskytter

For Jeppe spiller studiet en vigtig rolle, da han tit fornemmer folks fordomme om modeljobbet.

”Jeg har oplevet, at folk hurtigt stempler en som dum eller overfladisk, hvis man skilter med at være model. Så jeg synes faktisk, det er lidt lækkert at kunne sige: ”jeg er studerende”. Folk har det sgu med at sætte én i en boks. Typisk. Indtil de finder ud af, at der er anden substans bag.”

Vi spurgte også Jeppe til den mest akavede situation, han havde oplevet på et shoot:

”Det var på et job, hvor jeg skulle stå i boxershorts, og så fordi at de skal sidde pænt og ordenligt, så…”

Jeppe fumler lidt med ordene, og vi smågriner, da vi har på fornemmelsen, hvilken retning historien tager.

”…så fik jeg besked på at tage en skridtbeskytter på, fordi det giver sådan et… dejligt… pænt… skridt. Men sådan en sidder altså bare lidt mærkeligt. Så jeg står der i boxershorts og skridtbeskytter og lige pludselig kommer der en topløs pige ind. Hun holder mig på skulderen, og så skulle vi tage billeder. Der var jeg sådan lidt, hvad fanden foregår der? Jeg blev helt forvirret, for hvor måtte jeg lige kigge hen?”

Dog understreger Jeppe også, at folk omkring ham er meget professionelle i de situationer.

DSC_0316


Strynø-stilen

Da vi møder Jeppe, har han et par stonewashed jeans på, en længere grå t-shirt, en sort rullekrave over og et par sorte støvler. Det viser sig, at Jeppe er helt pjattet med rullekravebluser for tiden.

”Jeg er typen, der misbruger en enkelt ting eller item, hvis jeg er pjattet med den. Også hvis der er en sang, jeg rigtig godt kan lide, så hører jeg den virkelig meget. Jeg synes, læderjakker er vildt lækre, men ellers så er rullekraven virkelig et hit – det er også derfor, jeg har taget den på i dag.”

fortæller Jeppe med et grin.

Til hverdag går han meget basic klædt, men i weekenden kan Jeppe godt begive sig ud i et lidt mere vovet outfit. Der skal være forskel på hverdag og fest, mener han.

”Jeg ville dog ønske, at jeg selv turde eksperimentere lidt mere med min tøjstil. Jeg havde en idé om, at jeg skulle have et par overalls og så lave dem om til shorts. Det gjorde jeg så, og synes de er mega fede, men jeg føler mig ikke tilpas i dem, så jeg tør ikke tage dem på.”

Det er meget blandet, hvor Jeppe køber sit tøj. Meget bliver handlet online, men ellers er han fan af butikker som H&M og Weekday. Dog kan han godt lide at investere i nogle lidt lækre og dyrere ting, når han er ude at rejse.
Da vi spørger ham, om han vil give sit bud på det bedste stil-tip, siger han efter en kort pause:

”Husk de små ting. Jeg synes, det er mega fedt, hvis der lige er en ekstra detalje som et fedt ur eller armbånd. Alle kan finde ud af at tage en fed trøje og et par bukser på, men de små detaljer – det er dem, der gør forskellen.”

Efter sit sidste stil-tip svinger Jeppe sin læderjakke og taske over skulderne – og så skal der tages billeder!

DSC_0334

Følg med igen fredag i næste uge, hvor I kan læse endnu mere om Jeppe, hans hemmeligheder, største idoler, piger og meget mere. Vi ses her på bloggen!