VIA Graduate Show 2017

 

Hvad? VIA Graduate Show 2017

Hvor? Aarhus Rådhus

Hvornår? 24. januar 2017

Rethink

VIA Graduate Show var det første event i Aarhus efter den officielle åbning af byen som kulturhovedstad. Modeshowet var præsenteret af dimittenderne fra VIA. De designstuderende havde alle skabt en kollektion med 3-4 designs. Rethink stod som et centralt tema for modeshowet, noget vi også kunne høre fra designerne, da vi talte med dem senere.

De 56 forskellige looks bar præg af unikke tanker og en personlig tilgang til Rethink, mode og stil. Kollektionerne rangerede fra feminine silhuetter med helt fine stoffer til det mere barske og maskuline. Vi var imponerede over kreativiteten og den stilsikre måde, hvorpå kollektionerne var gennemført. På trods af at dimittenderne kun lige er færdige med uddannelsen, har de alle formået at lave en kollektion med en tydelig rød tråd.

 

Bæredygtig mode

Vi spurgte nogle af designere om, hvilke overvejelser de havde taget i forhold til at lave deres kollektioner miljøvenlige. Designerne havde både tænkt over deres eget design, men også hvad modebranchen kan gøre for at blive mere miljøvenlig.

Aleksandra Pisiewicz tror, at problemet med at få folk til at købe bæredygtigt tøj er, at forbrugerne altid vil have billige produkter. Hun tror, at måden, man kan gøre det på, er at gøre miljøvenligt tøj hot, så folk efterspørger det. En af de andre designere, Daniel Rozsahegyi, tror, at man kan udnytte efterspørgsel til at lave muligheder for øko-venligt tøj. I sin kollektion har han brugt resikuleret denim, som ikke har en stor prisforskel  fra ny og ikke-økologisk denim. Stefania Switkowska, der brugte vandbaserede tryk i sin kollektion, mener, at modebranchen også har et ansvar for at bruge bæredygtigt materiale. Ved at bruge miljøvenligt materiale kan designerne inspirere andre til at gøre det samme. Temaet for Aarhus som kulturhovedstad er som sagt Let’s Rethink. Det ser i hvert fald ud til, at de nyudklækkede designere har taget udsagnet seriøst i deres kollektioner.

 

Vores top fem

Hos Katoni har vi lang erfaring med modeshows. Både med helt nye designere og de mere kendte og etablerede. Det spændende med et modeshow som dette er, at designerne har væsentlig mere frihed i forhold til kreativitet. Det gør, at man som tilskuer får en helt unik oplevelse med mange forskellige impulser. Showet var også akkompagneret af lækker musik, der satte en god stemning uden at trække fra opmærksomheden, som catwalken fortjente.

Vi blev præsenteret for 18 forskellige kollektioner, der alle havde sit eget at byde på. Mens vi endte med at have nogle personlige favoritter, kunne vi være enige om, at der var hård konkurrence om opmærksomheden. Vi har valgt fem looks, som, vi synes, fortjener ekstra opmærksomhed.

 

Vores 5 yndlingslooks

Aleksandra Pisiewicz

Herrejakken

”Vi blev straks forelsket i jakken fra Aleksandras kollektion Spray Cats. Den er inspireret af grafitti og streetwear og udført på en elegant måde. Den er iøjnefaldende og vidner om et gennemtænkt design”.

Mona El-qut

Damefrakken

”Det elegante snit og den flotte mørkblå farve var det, vi faldt for ved Monas frakke. Jakkens udsmykninger og form giver os associationer til Mellemøsten samtidig med, at looket er holdt i en elegant og moderne stil”.

Anja Christine Krogh

Kjolen

“Anja har lavet en unik kjole. Selv om kjolen er meget dækkende, sørger den alligevel for at være let med et fint stof. Det gør, at den fungerer både som en formel kjole, men også som et mere casual outfit”.

Mathilde Klindt

Den feminine

“I denne kollektion er der blevet skabt et feminint udtryk med rå indslag. Outfittet blander pæne, formelle bukser med blonder og gennemsigtige dele”.

 

Paulina Martina

Streetwear jakken

“Med skriften “Mi Casa Es Su Casa” skiller jakken sig ud. Den har også et snit, der minder om de kåber, boksere går rundt med”.

Vores fem yndlingslooks var bare nogle af de mange imponerende designs, der blev vist til VIA Graduate show. Vi var meget imponerede over kvaliteten og designet – noget der gjorde det til et rigtig spændende show. Vi vil til sidst gerne ønske alle dimittenderne tillykke med et flot show.

Hvis du – som os – elsker mode fra Aarhus, kan du desuden tage et kig på det aarhusianske brand minimum, der er et fint highstreet alternativ til det unikke tøj fra catwalken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jeg hedder Marie og er 24 år. Jeg er opvokset i Danmark og Norge, samt at jeg har haft fornøjelsen af at bo i mode-byen London i 3 år. Min uddannelse har jeg taget indenfor journalistik og kommunikation.

Da jeg boede i London fik jeg en forkærlighed for modeshows og nye tendenser. Her vil jeg skrive om det der interesserer mig indenfor modeverden.

Jeg håber I vil følge med ;)

Skrevet den